QV er for Alfa Romeo, hvad GTi er for VW. Derfor er der også forventninger knyttet op på den korte, men slagfærdige modelbetegnelse, der betyder, at de i forvejen sportslige Alfa’er er blevet sat ekstra hårdt op. Det gælder også den lille Mito, der i modellens efterår fik et mindre facelift i fjor, og som også har fået en studsning i den mest hardcore version, der beløber sig til 348.500 kr. bestykket med koncernens dobbeltkoblingsgearkasse, TCT. Hjertet, som banker under QV-logoet med firkløveret, som på italiensk hedder Quadrifoglio Verde, er den letløbende 170 hk Multiair-motor, som går rigtig godt i spænd med TCT-gearet. Fiat-koncernens gearkasse, som er udviklet til at tage kampen op mod VW’s DSG-gear, var i de første versioner noget knoklet, men det har teknikerne fået taget hånd om, så skiftene nu sker ganske let og umærkeligt.
Det sker selvfølgelig med Alfa DNA-knappen skubbet fra Normal til Sport, så momentet og speederrespons øges, mens styretøjet strammes op fra halvkedeligt til direkte. Samtidig får ESC’en videre grænser, mens spærredifferentialet, Q2, der virker på bremsesystemet, fordeler kræfterne bedre.
Forfinet model
Som udgangspunkt er resten af den lille lommesportsvogn også forfinet; undervognen opleves nuanceret, så den er rimelig behagelig til hverdag, men alligevel har et fast vejgreb i skarpe sving uden at miste kadencen. Rigtige Alfa -afficionados har dog altid rynket på næsen af Mito, de anser som en maskeret Fiat Punto, og den oplevelse sidder stadig i rygraden efter nogle dage i selskab med Mito QV.
admin
Sorry no comment yet.